Mandag udkom der tal fra Danmarks Statistik, der viser at detailhandlens sammensatte konjunkturindikator steg fra -15 i maj til -1 i juni. Dermed er detailhandlens forventninger nu steget til samme niveau som før coronakrisen ramte dansk økonomi. Der er dog fortsat tale om et lavt niveau, der på ingen måde peger på et sprudlende forbrug i detailhandlen, sådan skriver Dansk Erhverv i deres Nøgletalsnyt for uge 25.
Man skal dertil være opmærksom på, at indekset alene måler den månedlige ændring i forventningerne til aktiviteten og altså ikke det faktiske aktivitetsniveau.
Man skal derfor også passe på med at få armene for højt op over hovedet på baggrund af den ellers fine fremgang i detailhandlens konjunkturindikator. Det er selvfølgelig positivt, at blødningen i salget er stoppet, men det ændre desværre ikke ved at salget fortsat ligger lavere end før coronakrisen ramte.
Serviceerhvervene og industrien er fortsat pessimistiske
Det er dertil værd at bemærke, at serviceerhvervene fortsat ser negativt på fremtidsudsigterne. Serviceerhvervene, herunder særligt turismeerhvervene, er ekstremt hårdt ramt af viruskrisen og kan altså endnu ikke se lys for enden af tunnelen. Dertil ser industrien også trods en lille fremgang i juni negativt på fremtidsudsigterne. Det er en bekymring vi deler, da udsigterne på vores eksportmarkeder desværre er yderst dystre i øjeblikket. Vi ser formentlig ind i et eksportfald på over 10% i år, hvilket vil være det største tilbagefald siden anden verdenskrig.
Svag og usikker fremgang i vente – feriepengene skal udbetales hurtigst muligt
Ser vi fremad, forventer vi at se en fortsat forbedring i detailsalget. Men det er også vores forventning, at fremgangen bliver mere skrøbelig og svag. Det skal helt naturlig ses i sammenhæng med at ledigheden er steget kraftigt og at de økonomiske udsigter generelt er usikre. Det er derfor også vigtigt, at udbetalingen af de indefrosne feriepenge nu sker så hurtigt som muligt.
Erfaringerne viser desværre, at man først ser en tydelig forbrugseffekt, når danskerne får pengene i hånden. Det er derfor ikke uproblematisk, at penge måske først blive udbetalt i efteråret. Det er derfor også vores håb, at regeringen finder en løsning, så feriepengene kan blive udbetalt så hurtigt som muligt. Helst inden danskerne tager på sommerferie.
Det er vigtigt for dansk økonomi, at vi får sparket gang i privatforbruget inden eksporten som ventet begynde at falde mere tydeligt hen over sommeren og efteråret. Sker det ikke risikerer vi, at dansk økonomi går helt i stå.
Kilde: Dansk Erhverv, Nøgletalsnyt – UGE 25 | 2020