torsdag 25. juli 2024
ForsideSportFodboldSønderjyskE Fodbold A/S er blevet solgt til amerikansk investor

SønderjyskE Fodbold A/S er blevet solgt til amerikansk investor

Familien Platek har netop købt SønderjyskE Fodbold, der dermed får mulighed for at konsolidere og udvikle sig yderligere i 3F Superligaen, sådan skriver Sønderjysk Elitesport A/S i en pressemeddelelse. Organisationen vil være den samme, og det vil værdierne og de lyseblå farver også. Hvis den lokale opbakning fortsætter på uformindsket styrke, er der god grund til at se lyseblåt på fremtiden for det sønderjyske Superliga-projekt.

Fodboldverdenen forandrer sig, og Sønderjysk Elitesport A/S tager nu et nyt skridt i bestræbelserne på fortsat at udvikle sporten i Sønderjylland.

SønderjyskE Fodbold har i 13 sæsoner i træk været en del af 3F Superligaen – med et pokalmesterskab, sølvmedalje og to gange europæisk deltagelse som højdepunkterne – og det er også ambitionen på sigt, at Sønderjylland skal have et attraktivt Superligahold, selv om konkurrencen er blevet større og større de seneste sæsoner.

For godt to måneder siden henvendte familien Platek sig til Claus Guldager, der er bestyrelsesformand i Sønderjysk Elitesport A/S, for at høre, om SønderjyskE Fodbold var til salg.  Efter en tæt dialog mellem familien Platek og Claus Guldager om værdier, tanker og visioner udviklede de mange telefonsamtaler og virtuelle møder sig til egentlige forhandlinger om betingelserne for en overdragelse.

Den amerikanske interesse er nu mundet ud i, at familien Platek – med Robert Platek i spidsen – køber SønderjyskE Ejendomme A/S og SønderjyskE Fodbold A/S af Sønderjysk Elitesport A/S.

Salget giver SønderjyskE Fodbold mulighed for at konsolidere sig yderligere i 3F Superligaen, og det giver utvivlsomt mulighed for, at der kan lægges yderligere lag på den gode sportslige udvikling. Salget indebærer en betydelig økonomisk konsolidering, der ikke kan undgå også at få betydning for de sportslige ambitioner.

SønderjyskE Fodbold skal drives af de samme medarbejdere i dagligdagen, og logoet, farverne og værdierne, der gennemsyrer klubben, vil fortsat være de samme. Det er naturligvis en nødvendighed, at sønderjyderne og landsdelens virksomheder – store som små – bakker op om fodboldprojektet, der forbliver et landsdelsprojekt.

Bestyrelsesformand i Sønderjysk Elitesport A/S, Claus Guldager, og familien Platek har de seneste par måneder fået et godt og indgående kendskab til hinanden, og det munder nu ud i en aftale om et salg af SønderjyskE Ejendomme A/S og SønderjyskE Fodbold A/S. Undervejs har administrerende direktør Klaus Rasmussen og sportschef Hans Jørgen Haysen også lært familien at kende, og dialogen har været både åben og meget hjertelig.

– I dag er jeg en stolt bestyrelsesformand. Det sønderjyske fodboldprojekt er solgt til en amerikansk familie, der er faldet for ikke bare projektet, men også for de folk, der energisk har arbejdet for det i mange år. Jeg har over årene i spidsen for SønderjyskE mærket den lyseblå puls, og jeg kender de mange lyseblå hjerter. Jeg blev derfor stolt, da en familie fra New York henvendte sig og indledte med at udtrykke ros og stor respekt for det lyseblå projekt og for alle folkene bag.

– Vi har før oplevet, at der har været en vis interesse for vores Superliga-projekt, selv om vi ikke har haft et til salg-skilt om halsen, men denne gang kom interessen fra de rigtige, og den var meget konkret og seriøs. Det første, Robert Platek sagde efter at have udtrykt ros og respekt, var: ”What can I do for you”, og det understreger, at han virkelig ønsker at favne og hjælpe. Jeg er ikke naiv, og jeg ved godt, at der er mere i det, men tilgangen betød, at vi med det samme var på bølgelængde. Vi gik derfor hurtigt i dialog for at lære hinanden bedre at kende. Familien havde på forhånd et indgående kendskab til os, vores kultur og vores værdier. Jeg kendte selvsagt ikke familien Platek, men vi har nu opbygget en meget god og tæt relation, og det er nu efter en lang proces mundet ud i, at vi ønsker hinanden tillykke med handlen, og at vi alle forventningsfuldt ser frem til at drive det, vi betragter som et fælles projekt.

– Vi skal drive SønderjyskE videre, som vi kender det, og det ændrer sig ikke, fordi Superligaprojektet nu har fået en amerikansk ejer, der har valgt at sætte nogle af familiens spareskillinger ind på Sønderjysk Elitesports bankkonto. Familien Platek har valgt os, fordi vi driver en ordentlig forretning, der er drevet af de mest engagerede mennesker og på grundlag af sunde værdier. Det er i samme ånd, projektet skal drives videre. SønderjyskE Fodbold skal også i fremtiden drives på sønderjyske værdier og med det altoverskyggende formål at profilere landsdelen og give sønderjyderne nogle fælles oplevelser, siger Claus Guldager.

SønderjyskE har altid sat en ære i at drive en sund forretning, og for at det kan lykkes, vil det fortsat være vigtigt, at sønderjyderne bakker op om projektet.

– En sund forretning forudsætter opbakning som hidtil, og der er brug for, at alle gode kræfter i Sønderjylland hjælper til med at føre projektet videre på samme måde, som vi har gjort det, siden Sønderjysk Elitesport blev etableret. Salget skulle gerne betyde, at der kan lægges lag på, og at det bliver endnu sjovere at være SønderjyskE-spiller, fan og sponsor.

– SønderjyskE er grundlagt og drevet af sønderjyder, men vi har indset og erkender, at en ny ejer kan drive det endnu videre. I SønderjyskE’s bestyrelse har vi derfor ikke været i tvivl om, at det er rigtigt at sælge til netop familien Platek, og vi er heldigvis blevet bakket op af SønderjyskE-projektets mange grundlæggere, siger Claus Guldager.

Købet af SønderjyskE Fodbold er et privat familieprojekt, og familien har allerede med stor interesse fulgt de seneste SønderjyskE-kampe, og datteren, Amanda Platek, har selv været til stede ved de seneste kampe på Sydbank Park.

– På vegne af min familie er jeg meget begejstret for at annoncere vores samarbejde med SønderjyskE, der er en klub rodfæstet i stærke traditioner og værdier. Jeg har rejst til Haderslev ved flere lejligheder, hvor jeg har oplevet den loyale gruppe af stab, spillere og ivrige fans.

– Den utrolige støtte fra hele regionen har ført til den succes, SønderjyskE har oplevet. Vi ser frem til at samarbejde med klubben og fastholde de vedvarende traditioner og samtidig begynde en ny æra med vækst. Vi er virkelig spændte på at begynde vores arbejde med SønderjyskE, siger Amanda Platek.

Salget af SønderjyskE Ejendomme A/S og SønderjyskE Fodbold A/S er netop blevet effektueret. Sønderjysk Elitesport A/S og Platek-familien ønsker ikke at offentliggøre økonomien i salget.

ServiceNews
ServiceNewshttps://servicenews.dk
ServiceNews.dk er skabt for at levere nyheder til og om servicevirksomheder i servicebranchen.

Servicevirksomheder kan finde og læse nyheder, se hvilke nye jobs der er blevet oprettet samt hvor og hvornår de næste arrangementer finder sted.

Servicevirksomheder der ønsker at blive medlem af ServiceNews.dk kan også selv udgive medlemsnyheder, lave jobopslag og oprette arrangementer.

Se mere her: Bliv medlem.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Mest populære

Nye kommentarer