torsdag 10. oktober 2024
ForsidePengeinstitut- og finansvirksomhed, forsikringBankerSparekassen Kronjylland er blevet kåret til bedste arbejdsplads i Europa

Sparekassen Kronjylland er blevet kåret til bedste arbejdsplads i Europa

Tillid, frihed og kendskab til strategien var afgørende parametre.

Sparekassen Kronjylland skriver i en pressemeddelelse, at de netop er blevet kåret til Europas bedste arbejdsplads blandt store virksomheder. Analysevirksomheden Great Place to Work står bag kåringen, som de har gennemført siden 2003 på opfordring fra Europa Kommissionen. Sidst en dansk virksomhed vandt en af de fire kategorier var i 2011.

– Vi er naturligvis meget stolte og glade. Tilfredse medarbejdere er en forudsætning for tilfredse kunder, og derfor har vi konstant fokus på at sikre en god arbejdsplads med høj trivsel. Det gør vi ikke mindst ved at arbejde sammen som et hold, så det er en stor dag i Sparekassen Kronjyllands historie, fortæller adm. direktør Klaus Skjødt.

Sparekassen Kronjylland er Danmarks største sparekasse med 50 afdelinger fordelt udover en stor del af landet. Netop det at være en rigtig sparekasse er ifølge Klaus Skjødt en væsentlig årsag til resultat.

– Som garantsparekasse er vi en selvejende institution. Det betyder, at vi ikke har nogen aktionærer, der skal have et udbytte. I Sparekassen kan vi i stedet tænke langsigtet, og vores vigtigste målsætninger er derfor kunde- og medarbejdertilfredshed, da de er forudsætningen for en langsigtet positiv udvikling, forklarer Klaus Skjødt.

Medarbejdernes kendskab til virksomhedens strategi er et af de steder, hvor Sparekassen Kronjylland i høj grad skiller sig positivt ud. Ifølge Klaus Skjødt er det ikke tilfældigt.

– Det er vigtigt, at medarbejderne kender den strategiske retning. Derfor har vi også gjort meget ud af at gøre retningen tydelig, ligesom medarbejderne i høj grad er involveret i at realisere strategien. Den enkelte afdeling og medarbejder har inden for den overordnede ramme meget stor frihed, og vi kan se, at det gør en stor positiv forskel for trivslen, at der er den frihed og tillid, fortæller Klaus Skjødt.

Det er også noget, som administrerende direktør i Great Place to Work Danmark, Liselotte Jensen, fremhæver i forbindelse med kåringen af Sparekassen Kronjylland.

– Vi ser gang på gang, at arbejdspladser med en høj grad af tillid mellem ledelse og medarbejdere også skaber gode økonomiske resultater, og det er der en vis logik i. Medarbejdere, der hver dag møder på arbejde og føler sig set, hørt og respekteret, er alt andet lige mere motiverede for at yde en god indsats.

Sparekassen Kronjylland er ofte blevet fremhævet for at vælge en anden vej end de største banker, ligesom flere har talt om en særlig virksomhedskultur.

– Jeg vil betegne vores kultur som en forretningsorienteret familiekultur. For vi skal selvfølgelig skabe gode resultater med eksempelvis høj kundetilfredshed, tilfredsstillende indtjening og lignende. Men derudover kerer vi os om hinanden. Vi har det sjovt sammen, interesserer os for hinanden og skaber derfor resultaterne sammen som et hold, forklarer Klaus Skjødt.

Af samme grund har Sparekassen Kronjylland heller ikke eksempelvis bonusordninger, ligesom målsætninger er på afdelingsniveau og ikke individuelt.

– Vi er et hold, og vi skaber resultater sammen. Derfor er det også alle medarbejderes fortjeneste, at vi nu er kåret til Europas bedste arbejdsplads, understreger Klaus Skjødt.

Lidt info om Sparekassen Kronjylland

26. november 1829 blev det, der i dag hedder Sparekassen Kronjylland, stiftet

Sparekassen Kronjylland arbejder med baggrund i fire kerneværdier, som er: Kundefokuseret, Troværdig, Imødekommende og Kompetent.

Sparekassen Kronjylland har flere end 700 medarbejdere og flere end 170.000 kunder.

Den seneste tilfredshedsmåling fra EPSI viste da også, at både erhvervs og privatkunder er Danmarks mest tilfredse.

ServiceNews
ServiceNewshttps://servicenews.dk
ServiceNews.dk er skabt for at levere nyheder til og om servicevirksomheder i servicebranchen.

Servicevirksomheder kan finde og læse nyheder, se hvilke nye jobs der er blevet oprettet samt hvor og hvornår de næste arrangementer finder sted.

Servicevirksomheder der ønsker at blive medlem af ServiceNews.dk kan også selv udgive medlemsnyheder, lave jobopslag og oprette arrangementer.

Se mere her: Bliv medlem.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Mest populære

Nye kommentarer