Da corona kom, lancerede detailkæden Biltema hurtigt en drive-in-løsning sammen med deres Køb & Hent-service, så kunderne kunne handle så sikkert som muligt. Resultatet er blevet en kæmpe succes. I år er 500.000 ordrer nu bestilt online som Køb & Hent i Biltemas varehuse i norden.
Fra starten af 2020 havde detailkæden Biltema lanceret den gratis Køb & Hent-service, og da COVID-19 ramte, valgte de som nogle af de første at tilbyde en drive-in-løsning, hvor kunderne kunne få leveret deres varer direkte i bagagerummet.
– Lige da coronaen ramte, rykkede vi hurtigt, så vi kunne give de folk, der ikke havde lyst til at komme i varehusene, en god service på trods af situationen. Vi havde ingen store forventninger til, hvor mange der ville benytte den nye service, men det stak helt af, siger Jacob Borring Møller, der er administrerende direktør i Biltema.
Køb & Hent har vist sig at være et eftertragtet tilbud, som kunderne nu bruger flittigt. Antallet af ordrer er øget med eksplosionsagtig fart måned for måned, og i gennemsnit har hvert varehus i Danmark indtil videre haft cirka 5000 ordrer på Køb & Hent.
– 2020 har været totalt uforudsigeligt, men vi har gjort, hvad vi kunne for at tilvænne os situationen, og det er godt på vej til at blive et af vores mest succesrige år, siger Jacob Borring Møller i en pressemeddelelse.
Lidt mere om Biltema
Biltema er en af Nordens største kæder af detailforretninger med 150 varehuse fordelt i Danmark, Norge, Sverige og Finland. Biltemas sortiment udvikles hele tiden, og i dag findes mere end 19.000 produkter inden for kategorierne bil og motorcykel, båd, fritid, hjem, kontor og teknik, byggeri, bilpleje og værktøj. Læs mere på biltema.dk